...

Vilkår for tjenesten

Kontaktoplysninger:
Virksomhed er:
Noveo ApS
CVR-nr: 45530566
Vestre Teglgade 4, 6. 5
2450 København SV

Aftalens gyldighed

Disse vilkår for tjenesten udgør en bindende aftale mellem Noveo ApS (”Noveo”, ”vi”, ”os”) og kunden (”kunden”, ”du”, ”jer”) ved køb af ydelser fra os. Ved at samarbejde med os eller modtage levering af vores produkter, accepterer du nedenstående betingelser.

Definitioner

Noveo dækker vores team og alle tilknyttede partnere.
Indhold/medier dækker alt materiale vi leverer: video, klip, grafik, redigering, kampagneplaner og strategisk distribution.
Ejendom dækker de fysiske lokationer, hvor optagelser og produktion finder sted.

Ydelser og ansvar

Vi producerer og leverer visuelt markedsføringsmateriale målrettet ejendomsmæglere, herunder videooptagelser, redigering og evt. rådgivning om distribution på sociale medier. Kunden er ansvarlig for at sikre adgang til ejendommen og klargøring af lokationen.

Booking, aflysning og ændringer

Ved aflysning mindre end 24 timer før planlagt optagelse forbeholder vi os retten til at fakturere 50 % af den aftalte pris. Ved forsinket adgang eller udeblivelse faktureres hele beløbet. Force majeure (f.eks. sygdom, vejrforhold) behandles individuelt.

Levering og godkendelse

Alt materiale leveres digitalt via link i høj kvalitet (MP4, MOV / JPG, PNG). Leveringstiden oplyses og aftales individuelt for hver opgave og vil afhænge af opgavens karakter og omfang. Noveo tilstræber at levere materialet rettidigt, men kan ikke drages til ansvar for forsinkelser som følge af forhold uden for vores kontrol.

Vi anbefaler, at kunden gennemgår materialet ved modtagelse. Ønsker om ændringer, korrektioner eller reklamationer skal fremsættes skriftligt senest ti (10) hverdage efter levering. Herefter anses materialet for godkendt og accepteret.

Ændringer ønsket efter aflevering kan medføre ekstraomkostninger.

Ejerskab og brugsret

Alt produceret indhold tilhører Noveo, medmindre andet er skriftligt aftalt. Kunden tildeles en ikke-eksklusiv brugsret til materialet, begrænset til markedsføring af den specifikke bolig og mæglerprofil, hvor Noveo er krediteret. Materialet må ikke videresælges eller anvendes i nye sammenhænge uden forudgående aftale.

Distribution og boost

Ved tilvalg af distributionsydelser på sociale medier (Meta-platforme) står Noveo for korrekt upload og målretning. Boost af indhold aftales særskilt, og performance garanteres ikke.

Betaling

Betalingsfrist er netto 8 dage fra fakturadato, medmindre andet er angivet. Ved for sen betaling pålægges rykkergebyr og morarente i henhold til gældende dansk lov.

Ansvarsfraskrivelse

Noveo er erstatningsansvarlig efter dansk rets almindelige erstatningsregler, med de nedenfor anførte begrænsninger. Noveo er ikke ansvarlig for indholdet af materiale efter godkendelse af kunden. Ligeledes påhviler ansvaret for materialets videre brug ikke Noveo, og der kan ikke rettes krav i den anledning mod Noveo. Noveo kan ikke holdes ansvarlige, hvis der sker tilbagetrækning af samtykke fra medvirkende i videoerne.

Indirekte tab. Uanset eventuelle modstående vilkår i Aftalegrundlaget er Noveo ikke ansvarlig overfor kunden for indirekte tab, herunder tab af produktion, salg, fortjeneste, tid eller goodwill, medmindre det er forårsaget forsætligt eller groft uagtsomt.

Tvister og lovvalg

Enhver tvist afgøres efter dansk ret ved Københavns Byret som værneting.

Kontakt

Har du spørgsmål til vores vilkår for tjenesten, kan du kontakte os via: mail@noveo.dk